Sponsormatch i Sindal Golf Klub

 |

Som sædvanligt afholdt Sindal Golf Klub sponsormatch den første søndag i september. Desværre var der sammenfald med klubmesterskaber og sponsorturneringer i naboklubber. Alligevel var der tilmeldt 32 hold fra de forskellige sponsorer, og alle blev begunstiget med det mest pragtfulde sensommervejr. Klubbens formand Niels-Peter Konnerup bød velkommen mens gæsterne nød en dejlig morgenbuffet anrettet af nogle af klubbens frivillige hjælpere. Herefter orienterede formanden for sponsorudvalget Torsten G. Christensen om de praktiske forhold for dagens dyst. Efter matchen gik alle ind til en meget lækker 3-retters buffet sponseret af Martin Kok, der har forretning i Sindal og for nylig har overtaget forpagtningen af Sindal Kro og Hotel.

Mens desserten blev nydt var der præmieoverrækkelse. Der var præmie for nærmest hullet på alle 4 par-3 huller, og disse præmier blev vundet af Lene Gudiksen og Pernille Berg, begge fra køreskolen Rainbow, Erik Andersen fra Wiehl Malerservice samt Jørgen Hove fra Hove Biler. Der var præmie til de 5 bedste hold, og der var meget flotte scores, da der var tale om en ”best ball” hvilket vil sige, at holdets bedste score på hvert hul var tællende. Vinderne var:

5. plads:        Sindal Golf Shop med Anders Molin og Flemming Nejst med 46 point

4. plads:        Calundan med Jens Jørgen Calundan og Brian Jensen med 47 point

3. plads:        Finn Petry med Gitte Pedersen og Max Roug med 50 point

2. plads:        Uggerhøj Biler med Brian Strøm og Kurt Jensen, ligeledes med 50 point

1. plads:        H.B. Byggeri med Henrik Berg og Søren Pedersen, også med 50 point

Ved point lighed afgøres placeringen ved laveste handicap. Henrik Berg fik overrakt vandrepokalen, som nu kan pynte hjemme i virksomheden indtil næste år.

Dagen sluttede med en tak til de frivillige køkkenhjælpere og et på gensyn næste år den 4. september og et trefoldigt leve for Sindal Golf Klub efterfulgt af det sædvanlige SGK.