Efter at være blevet kåret som Danmarks bedste golfklub af Golfhäftets brugere i 2015 måtte klubben nøjes med titlen som runner up i 2016. Det opfattede klubben som en udfordring, og alle, lige fra bestyrelse, klubsekretær, greenkeepere og øvrige ansatte samt ikke mindst alle de frivillige hjælpere i klubben, lagde sig i selen, for at generhverve førstepladsen. Og det lykkedes. Sindal Golf Klub blev i 2017 igen kåret som Danmarks bedste golfklub af Golfhäftets brugere, med en score på 4,55 ud af 5 mulige.
Med den snedækkede bane i baggrunden fik klubben den 19. december overrakt diplom, blomster og champagne af Kim Rasmussen fra Golfhäftet.
Chefgreenkeeper Susanne Olsen kunne ikke være med ved overrækkelsen, da hun var taget på vinterferie.
Alle i klubben vil gøre en stor indsats for at bevare den flotte placering igen i 2018.