Der er meget at glæde sig over!!

 |

I denne tid, hvor vi alle er berørt af de mange restriktioner på grund af Corona’en, er der selvfølgelig mange der bliver lidt deprimeret eller mangler forståelse for de mange restriktioner, der er indført og påvirker vor hverdag. Det gælder selvfølgelig også medlemmer af Sindal Golf Klub. Klubben er jo totalt lukket som følge af DGU’s anbefaling samt meddelelser fra de offentlige myndigheder. Men en stor tak til bestyrelsen for at tage denne svære beslutning. Det jo ikke for at genere os, at der er lukket. Det er for at hjælpe os godt igennem ”krisen”, så vi kan mødes raske og friske igen ”på den anden side af Corona’en”.

Jeg har besøgt banen sammen med Annemarie efter lukningen. Uden golfgrej, men alene udstyret med fotografiapparat. Og som det kan ses af billederne, er lukningen total. Ingen biler på parkeringspladsen og ingen golfspillere på banen. Men det er jo en selvfølge med så mange ansvarlige medlemmer!!

Men der er også noget at se frem til. Der er som tidligere beskrevet lavet utallige forbedringer på banen i løbet af vinteren. Men i mandags så jeg for første gang de nye teestedstavler på par 3 banen. Hvor også er lagt fliser og nye udslagsmåtter. Det må være Nordjyllands bedste 9 huller på en par 3 bane!! Og se billedet fra driving range. Rangen er nyklippet og med nye udslagsmåtter. Klar til at tage imod dig, når banen igen åbnes. Så er der rig mulighed for at ”banke rust af”.

Endelig glæder jeg mig over, at banen har været spilbar til sommergreens næsten hele vinteren. Vi har jo før oplevet vintre, hvor banen i længere perioder har været lukket på grund af sne. Eller dage hvor vi har spillet til vintergreens på grund af frost.

Pas godt på dig selv og andre – så vi kan mødes friske og raske igen, når banen åbnes.

Erling/317